Mens vi venter

I Messiaskirken, hvor jeg har min daglige gang, er vi i gang med at designe og fremstille årets adventskrans. Vi har været utilfredse med de kranse om vi har haft hængende i løbet af en årrække, så derfor talte vi om at inde på en anden løsning. 

Jeg har tegnet en ny krans på min IPad, med et tegneprogram som jeg langsomt er ved at lære at kende. Adventskransen består af en krans (naturligvis) og tre elementer som fordeles rundt om kransen. Ideen blev modtaget med begejstring og nu er vi i gang med at fræse de forskellige dele ud. Vi har en lille uges tid til at blive færdige, men vi når det nok.

Hvis ideen bliver som jeg forestiller mig, så har vi en bæredygtig og eviggrøn krans.


Når hænderne skal skånes

At snitte og slibe er, når et kors eller en ske er færdig, et hård stykke arbejde. Der skal bruges kræfter og sandpapiret kan være hårdt ved de sarte kontorist-fingre. Så derfor er det rart at lave noget andet med dem af og til. Sidste sommer hæklede jeg min første bøllehat, siden min tid i “pusterummet” på Gammel Holte Skole. 
Da jeg er blevet lidt tyndhåret på mine gamle dage, er det nødvendigt med lidt til skygge til skaldepanden. Så derfor gik jeg igang med min hue nr. 3. Denne gang har jeg fundet ud af, hvad det er for en model jeg har lavet. Det er en alpebølle, en krydsning mellem en alpehue og en bøllehat. 
Jeg er fint tilfreds med resultatet, som er lavet uden at tælle masker og den slags, freestylerap-hækling.

Nyt liv

Så fik den gamle, grove og lidt for store rosmarin nyt liv. Den blev til olie, eddike, grillspyd og til en lille skål blade som nu bare skal tørres. Det er nemlig blevet tid til at tage altanen i brug igen.

Det giver jo virkelig god mening at bruge vores resourcer godt, vi bliver ustandselig gjort opmærksom på det, bliver trætte af at høre om det. Men det er faktisk en stor glæde at opleve, hvor meget man får ud af, at give noget en chance eller et ekstra skud. I dette tilfælde er det smukt, hyggeligt og forhåbentlig velsmagende.